Konservative i Ringsted skifter formand

Ny bestyrelse for vælgerforeningen på plads

Mandag d. 28. januar holdt Ringsted Konservative Vælgerforening en velbesøgt generalforsamling, der blandt andet betød en udskiftning i formandskabet for foreningen, da Ole Keinicke Christensen af jobmæssige hensyn valgte at træde tilbage.

Ny formand bliver tidligere næstformand Steen Karlsen, der kommer til at påtage sig den vigtige opgave med at sikre de bedst mulige betingelser for et godt konservativt valgresultat ved det kommende folketingsvalg.

Den ny bestyrelse ses på billedet ovenfor og består af (fra venstre) Patrick Knudsen, Jonathan Nielsen (ny næstformand), Steen Karlsen (ny formand), Karin Egeberg og Martin Rindebæk. Dertil kommer Søren Nepper, der ikke kunne være til stede.

I sin beretning så afgående formand Ole Keinicke Christensen tilbage på et lidt turbulent 2018, der desværre bød på en reduktion af byrådsgruppen fra 3 til 2 medlemmer, men også bød på en meget positiv udvikling i medlemstallet, en række spændende arrangementer for medlemmer og andre interesserede og ikke mindst valget af Naser Khader som den nye spidskandidat i kredsen.

Naser Khader kom forbi og gav os en opdatering på det kommende valg og hvad der i øvrigt rører sig på Christiansborg.

Rent politisk har vi også opnået nogle pæne resultater både i forbindelse med budget 2019 og på en række andre områder, som gruppeformand Finn Andersen redegjorde for i sin beretning.

Efter den formelle generalforsamling kikkede Naser Khader forbi og gav en status på valgrygterne på Christiansborg og mulige konstellationer efter det kommende folketingsvalg.

Samtidig fik vi også en opdatering på en række af de politikområder, som er dækket af Nasers ordførerskaber, hvilket gav anledning til mange spørgsmål og en god debat blandt de fremmødte medlemmer.