Valgmøde i Haraldsted den15. november 2017

Her er Lars Tegl Rasmussens indlæg for C i paneldebatten ved valgmødet i Haraldsted.

Valgkampen er nu i sin sidste uge. Indtil nu har den været ligesom et omrejsende cirkus, hvor alle prøver at behage og man i hvert fald vil undgå enhver form for kant. Det kan I som vælgere ikke være tjent med, så jeg vil nu fortælle jer, hvorfor I skal stemme konservativt den 21.

Vi konservative går til valg på, at man skal have mere respekt for borgernes penge.

Vi er modstandere af prestigeprojekter som torveprojektet, fordi vi mener det er dyrt og dårligt. Det ødelægger handlen i bymidten og skæmmer vores største turistattraktion nemlig Sct Bendts kirke.

Det er heller ikke udtryk for respekt for borgernes penge at vi nu på 12. år har en af landets højeste skatteprocenter.  12 år med venstre borgmestre har ikke gjort op med det. Ved de netop afsluttede budgetforhandlinger foreslog vi, at man til næste år startede på en nedtrapning, som staten  oven i købet ville finansiere- ville Venstre og DF være med -. Nej. Det er slet ikke i deres fokus – jo måske engang i 2020.

Vi vil have vedtagen en plan, så vi over en årrække kommer ned på Landsgennemsnit. Der ligger Køge . En familie med en samlet skattepligtig indtægt på 650.000 vil kunne spare 12.000 kr skattefrit om året ved at flytte til Køge.  Hvor meget I  kan spare, kan i selv regne ud ved at tage ca. 2 pct. af jeres skattepligtige indtægt.

Det vil gå ud over velfærden siger nogle. Mener man virkelig, at der er dårligere velfærd i Køge end i Ringsted – nej vel. De har i Køge eksempelvis længere åbningstid på de kommunale kontoer.  Sandheden er, at Ringsted er ringe styret og har været det i mange år. Vi bruger 2000 kr mere om året  pr. indbygger til ledelse og administration end gennemsnittet af kommuner i Region Sjælland. Det er et merforbrug på lidt under 70 mill. kr om året.

Ældrepolitik blev spået til at blive det store emne i valgkampen. De røde lagde osse fint ud med krav om flere penge. Da det så viste sig, at vi i Ringsted rent faktisk bruger flere penge på området end andre kommuner, samt da en fagforening kunne vise at Ringsted har de bedte normeringer i landet – ja så døde den sag.

Vi konservative har – som det eneste parti – fremlagt en ældrepolitik hvis sigte er, at de ældre skal være herre i eget hjem og ikke som nu stå med hatten i hånden overfor af kommunen.

Ringsted er blevet ringe styret. Det kan vi lave om på den 21.  Vi har unikke muligheder for at tiltrække nye tilflyttere og virksomheder. En af forudsætningerne for at det lykkes er, at det også er økonomisk attraktivt at vælge os fremfor de omkringliggende kommuner.