Konservative med i budgetforliget for 2019
Af Finn Andersen, Gruppeformand
Søndag aften sluttede arbejdet med budget 2019, og Konservative valgte at gå med i et budgetforlig sammen med resten af byrådet i Ringsted. Vi valgte at sige ja til aftalen, da vi hellere vil være med i et forlig, end at være udenfor uden indflydelse på aftalens indhold. Vi har måttet sluge nogle ”kameler”, men vi har også sat vores aftryk på budgettet. Vi har med aftalen også sagt ja til, at der tilføres 37 millioner kroner til hele specialområdet for børn, unge, voksne og handicappede.
Vi har med aftalen fået styrket Folkeskolen. Der er afsat ekstra 2,25 mio. kr. til bl.a. at styrke fagligheden, så flere kan klare kravet om at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Vi giver også med de ekstra midler mulighed for udveksling med andre skoler i EU. Der er afsat en pulje på 250.000 kr. til dette.
Konservative ser med stor tilfredshed på, at hele byrådet fortsat arbejder for fjernelsen af dækningsafgiften. Vi håber med dette og andre erhvervsvenlige tiltag i budgettet, at virksomheder finder vej til Ringsted. Jo flere virksomheder, der finder vej til Ringsted, jo flere lokale arbejdspladser og dermed flere skattekroner til vores kommende budgetter.
Konservative finder det også vigtigt, at der bliver gjort noget ved de trafikale knudepunkter i Ringsted. Vi har store problemer med at afvikle trafikken ved Outletcentret, Østre Ringvej bl.a. ved Balstrupvej, Næstvedvej og selvfølgelig bymidten. Vi er nødt til at få løst disse flaskehalse, hvis vi stadigvæk vil tiltrække flere borgere til Ringsted.
FGU har været et vigtigt omdrejningspunkt i budgettet for Konservative. Vi er tilfredse med den løsning, der nu er aftalt. Den nye bestyrelse kan selv vælge, om FGU skal ligge i forbindelse med Campusskolen eller et andet sted tæt ved Campusområdet. De giver bestyrelsen nogle muligheder, at de ikke er bundet, og at der også følger penge med, selv om de vælger at placere sig væk fra Campusskolen.
Konservatives ønske om et mødested for unge også er kommet med i budgettet. Vi har et ønske om, at der kan etableres et mødested, som de unge selv har indflydelse på at indrette. Dette skal ske i samarbejde med RUF, Ungdomsskolen og SSP. Der undersøges nu i 2019, hvordan dette kan realiseres rent praktisk.
Konservative har også et stort ønske om at få personskatten sat ned. Det bliver ikke tilfældet næste år, men vores ønske er med som en hensigtserklæring, så det er ikke fjernet fra budgetaftalen.
Dette er et udpluk af de sager, som Konservative i samarbejde med de andre partier i byrådet, har indarbejdet i budgettet. Derfor sagde vi ja til aftalen