Valgmøde i Sneslev den 5. oktober 2017

Byrådsmedlem Finn Andersen indlæg i paneldebatten.

Først en tak, fordi jeg er blevet indbudt til dette valgmøde og selvfølgelig også til spisningen.

Jeg har valgt at fokusere på nogle enkelte vigtige temaer for landområderne og i aften specielt for Sneslevområdet. I har i sommers afholdt et borgermøde, hvor I fik nogle input fra borgerne i Sneslev, og jeres fokus er specielt på:

  • Digital infrastruktur (tele/IT)
  • Trafikal infrastruktur
  • Byfornyelse
  • Natur og fritidsliv
  • Samarbejde med nabobyer
  • Motion
  • Fællesskab og foreningsliv
  • Forsamlingshuset

 

Alle punkterne er jo vigtige, ellers var de ikke kommet på dagsordenen i jeres område. Hvis I fortsat skal have mulighed for at samles, dyrke jeres fællesskab, forenings – og fritidsliv er forsamlingshuset og skolen jo vigtig.

Den digitale infrastruktur er da også vigtig, og her har kommunen en stor opgave. Vi vil godt have, at I bruger digitale løsninger, men det kan være svært, hvis der ikke er ordentlige net-forbindelser på landet.

Den trafikale infrastruktur er vigtig for ethvert landområde. Her er flextur en løsning, når busdriften er lukket ned, men den løser ikke alt, da den kun kører indenfor en bestemt tidsgrænse.

Det ville være godt, hvis man også sørgede for, at de unge og ældre, der stadig bor på landet, har mulighed for at komme til og fra uddannelsesstederne, svømmehal, idrætshal, bibliotek, læge mm. – også i weekenden og om aftenen, og her er flextur ikke altid løsningen.

 

Byfornyelse er også noget, der bør understøttes af kommunen. Det vil være både til fordel for jer i Sneslev, såvel som hele Ringsted Kommune.

Konservative har stor forståelse for jeres ønsker lokalt, og de er slet ikke urimelige. Derfor er vi godt tilfredse med, at vi fortsat har ”Landsbymillionen”, kulturpuljen og temaudviklingspuljen. Vi så gerne, at puljerne blev større, et ønske, vi havde med til budgetforhandlingerne. Vi kan jo se, hvad det er med til at skabe i landsbyerne. Her er lokale ildsjæle med til at udvikle ideer og projekter, der gør landsbyerne mere attraktive at bosætte sig i – til fordel for hele kommunen.

Derfor skal vi som politikere bakke op om det, der sættes i gang på landet og glæde os over al den energi, der lægges i dette. Vi skal ikke være smagsdommere overfor det, der udvikles herude. Før projekterne når politikernes bord, har de været gennem en lang og grundig proces og er vendt og drejet mange gange af konsulenter og forvaltning.

I Sneslev skal I fortsætte det gode arbejde, I har gang i med Helhedsplanen og være glade for, at der lokalt er så stor opbakning. Så skal vi politikere selvfølgelig bakke dette op.

Tak for ordet.